For nylig vedtog Folketinget en økonomisk hjælpepakke, der i den aktuelle corona situation bl.a. udskyder betalingsfristen for virksomheders kommende tre indbetalinger af indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Udskydelsen af betalingsfristen er dog først gældende for april og omfatter således ikke betalingen af indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for marts, hvor betalingsfristen er den 31. marts 2020 for store virksomheder og den 14. april 2020 for små og mellemstore virksomheder.

Skatteforvaltningen kan under helt særlige omstændigheder fritage virksomheder for betaling af renter og gebyrer efter opkrævningsloven. Det vurderes, at den nuværende situations alvor og omfang, gør netop det muligt, og derfor har virksomheder mulighed for at søge om fritagelse for gebyrer og renter for marts-raten for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Det er en betingelse, at virksomheden straks efter hindringens ophør indbetaler A-skatten og arbejdsmarkedsbidraget.

Der henvises til en særlig bestemmelse i opkrævningsloven, som giver mulighed for at se bort fra renter og gebyrer i helt særlige tilfælde, eksempelvis coronakrisen. Skattestyrelsen har således mulighed for administrativt at undlade at opkræve renter og gebyrer i helt særlige tilfælde.

Dette kan kun ske, hvis overskridelse af betalingsfristen skyldes pludseligt opståede hændelser, som virksomheden ikke har haft indflydelse på og ikke har kunnet forudse, og virksomheden straks efter hindringens ophør indgiver angivelse, foretager indberetning eller indbetaling. Det er Skattestyrelsens vurdering, at den aktuelle coronasituation falder ind under denne bestemmelse, men kun i helt særlige situationer.

Der er indhentet bidrag fra Skattestyrelsen, som oplyser, at det er styrelsens vurdering, at coronasituationen i hvert fald for de virksomheder, der som udgangspunkt skal holde lukket, dvs. fx restauranter, frisører, indkøbscentre, biografer, kropspleje klinikker m.fl., må anses for at falde ind under bestemmelsens ordlyd om ”pludseligt opståede hændelser, som virksomheden ikke har haft indflydelse på og ikke har kunnet forudse”, og at i hvert fald disse virksomheder efter ansøgning vil kunne få fritagelse for renter og gebyrer.

Skattestyrelsen bemærker, at virksomheder først kan søge om rente- og gebyrfritagelse, når coronasituationen er normaliseret, og i det øjeblik den forfaldne A-skat og arbejdsmarkedsbidraget for marts faktisk betales. Hver enkelt ansøgning om fritagelse vil herefter blive undergivet en konkret vurdering i Skattestyrelsen.

Skattestyrelsen bemærker, at renter og gebyrer vedr. moms, der skulle være betalt i marts, ikke er omfattet af ovennævnte fritagelse, da momsen vedrører tiden, før der blev pålagt restriktioner som følge af coronavirus.


Similar Posts