Regler for veterankøretøjer (35 år gamle biler) vedr. registreringsafgift, grøn ejerafgift og vægtafgift.
Originalitetskravet til veterankøretøjer bortfalder 1. juni 2021, når de nye regler for registreringsafgift træder i kraft.
Veterankøretøjer har hidtil haft særligt lempelige afgiftsvilkår, hvis køretøjerne var mere end 35 år gamle og fremtrådte som ved første registrering, dvs. var i såkaldt original stand.
Kravet om original stand ophæves. Fremadrettet vil det alene være et krav, at køretøjet er mere end 35 år gammelt, for at det anses for et veterankøretøj. Bemærk, at ophævelsen af originalitetskravet både gælder registreringsafgift, grøn ejerafgift og vægtafgift.
Originalitetskravet bortfalder, når reglerne vedrørende registreringsafgift træder i kraft den 1. juni 2021 og vil gælde for alle køretøjer, som er mere end 35 år gamle, uanset hvornår køretøjet er blevet afgiftsberigtiget. Ophævelsen af originalitetskravet omfatter således også veterankøretøjer, som er afgiftsberigtiget før lovforslaget blev fremsat den 18. december 2020.
Der vil fortsat gælde fordelagtige afgiftsvilkår for veterankøretøjer, men der sker dog også justeringer i disse vilkår.
Efter de gældende regler kan registreringsafgiften for et veterankøretøj ikke overstige afgiften beregnet på grundlag af 40 pct. af køretøjets oprindelige nypris inklusive moms, men eksklusive registreringsafgift (køretøjets oprindelige afgiftspligtige værdi).
Dette loft over den afgiftspligtige værdi på 40 pct. forhøjes til 75 pct. for veteranbiler, mens det er uændret for veteranmotorcykler. Derudover fritages veteranbiler for tillæg i registreringsafgiften for CO2-udledning, mens registreringsafgiften for veteranbiler skal beregnes uden det foreslåede bundfradrag på 21.700 kr. (2021-niveau) for personbiler og 30.000 kr. (2021-niveau) for varebiler. De hidtil gældende regler om tillæg og fradrag i registreringsafgiften som følge af brændstofeffektivitet ophæves.
Ændringerne får virkning fra og med den 18. december 2020, men indtil loven træder i kraft den 1. juni 2021, skal de hidtil gældende regler anvendes. For veterankøretøjer, som afgiftsberigtiges i perioden fra lovforslagets fremsættelse den 18. december 2020 til og med den 31. maj 2021, skal dette ske således efter de gældende regler. Efter lovens ikrafttræden den 1. juni 2021 skal registreringsafgiften fastsættes på ny efter de nye regler, og Skatteforvaltningen vil tilbagebetale eller efteropkræve eventuelle forskelsbeløb. Det gælder alle veterankøretøjer, som afgiftsberigtiges i denne periode, og som er ældre end 35 år, uanset om veterankøretøjet afgiftsberigtiges som et originalt eller uoriginalt veterankøretøj.
Ovenstående foto er en Aston Martion Cabriolet fra 1987 = 35 år gammel. Fotokredit: Jan Carterwell