Ulovligt frikøbsbeløb ved opsigelse kan have inflydelse på alle opsigelsesgebyrer
Elselskaber må ikke opkræve gebyrer for, at forbrugere opsiger deres elaftale eller skifter leverandør, når der er tale om variable elaftaler. Det har Sø- og Handelsretten nu fastslået i en principiel dom mod elselskabet Velkommen A/S. Dommen giver Forbrugerombudsmanden fuldt medhold og fastslår, at selskabets praksis har været ulovlig. Afgørelsen får direkte økonomiske konsekvenser for Velkommen og betyder tilbagebetaling til en stor gruppe forbrugere. Det fremgår af en dom fra Sø- og Handelsretten.
Ulovligt frikøbsbeløb ved opsigelse
Sø- og Handelsretten har afsagt dom i sagen mod elselskabet Velkommen A/S, der siden 2019 har opkrævet et standardbeløb på 800 kroner fra forbrugere, som opsagde deres variable elaftaler inden udløbet af en aftalt bindingsperiode. Beløbet blev opkrævet med henvisning til selskabets leverings- og abonnementsbetingelser og betegnet som et såkaldt frikøbsbeløb.
Ifølge retten er denne opkrævning i strid med gældende elforsyningslovgivning. Retten fastslår, at der reelt er tale om et skifterelateret gebyr, som lovgivningen udtrykkeligt forbyder ved variable elaftaler.
Brug for juridisk, international eller økonomisk rådgivning?
Kontakt vores danske specialister direkte på et af vores kontorer:
Advokat og Revisor Samvirket – Professionel rådgivning siden 1991
Rettens vurdering og centrale præmisser
Sø- og Handelsretten udtaler blandt andet følgende i dommens præmisser:
”(…)
På den anførte baggrund finder retten, at frikøbsbeløbet opkrævet for førtidig opsigelse af elaftaler med variabel pris må anses for et skifterelateret gebyr opkrævet i strid med elforsyningsloven og elleveringsbekendtgørelsen. Der er ikke herved taget stilling til, om det havde været tilladt at opkræve et tab baseret på almindelige formueretlige regler om erstatning i kontrakt; for det er under alle omstændigheder ikke det, Velkommen har gjort. Da opkrævning af gebyret vil være i strid med præceptiv lovgivning, finder retten endvidere, at det vil være i strid med hæderlig forretningsskik at gøre det gældende, hvorfor vilkåret om et frikøbsbeløb er ugyldigt efter aftalelovens § 38 c, jf. § 36, ligesom Velkommen har handlet i strid med god markedsføringsskik og god erhvervsskik ved at anvende vilkåret, jf. markedsføringslovens § 3 og § 4.
(…)”
Retten lægger dermed vægt på, at der er tale om præceptiv lovgivning, som ikke kan fraviges ved aftalevilkår, uanset hvordan gebyret betegnes.
Krav om tilbagebetaling og orientering af kunder
Som direkte følge af dommen er Velkommen A/S pålagt at tilbagebetale de opkrævede beløb til de berørte forbrugere. Retten fastslår:
“Velkommen A/S skal til hver forbrugerkunde, over for hvem selskabet i perioden fra 1. august 2020 til 28. september 2023 har afkrævet 800 kr. i medfør af selskabets leverings- og abonnementsbetingelser (som vist i bilag 13 og bilag 32) som følge af forbrugerkundens opsigelse af en variabel elaftale i en aftalt bindingsperiode, tilbagebetale 800 kr. med procesrente fra opkrævningen af dette beløb.
Velkommen A/S skal senest 2 uger efter endelig dom skriftligt orientere de af selskabets forbrugerkunder, der af selskabet er blevet afkrævet 800 kr. i medfør af selskabets leverings- og abonnementsbetingelser (som vist i bilag 13 og bilag 32) som følge af forbrugerkundernes opsigelse af en variabel elaftale i en aftalt bindingsperiode, om dommens resultat.”
Tilbagebetalingspligten omfatter dermed alle relevante opkrævninger i perioden fra 1. august 2020 til 28. september 2023.
Forbrugerombudsmandens vurdering
Forbrugerombudsmanden har under sagen haft samme opfattelse som retten. Myndigheden vurderer, at Velkommens praksis har været i klar strid med elforsyningslovgivningen. Forbrugerombudsmanden vil som opfølgning orientere Ankenævnet på Energiområdet samt øvrige relevante myndigheder på forsyningsområdet om dommen.
Forbrugerombudsmand Torben Jensen udtaler i den forbindelse:
“Reglerne er ret enkle: Elselskaber må ifølge lovgivningen ikke opkræve et gebyr af en forbruger for forbrugerens opsigelse af sin elaftale med selskabet eller forbrugerens skift af elleverandør. Lovgivningens forbud mod disse såkaldte ’skifterelateret gebyrer’ gælder for elaftaler med variabel pris. Sø- og Handelsretten har med dommen nu slået fast, at forbuddet skal tages alvorligt, og Velkommen skal derfor refundere de ulovligt opkrævede beløb til forbrugerne.”
Lovgrundlaget for dommen
For variable elaftaler gælder et klart lovbestemt forbud mod opkrævning af skifterelaterede gebyrer. Dette følger direkte af:
Sø- og Handelsrettens begrundelse og resultat
https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/Rettens_begrundelse_og_resultat_BS-52204-2023-SHR.pdf?rev1
Sagsnummer: BS-52204/2023-SHR
Når det gælder lovhenvisningerne, skal de i denne sammenhæng angives at retten selv anvender bestemmelserne generelt og principielt:
- Elforsyningslovens § 6, stk. 1
- Elleveringsbekendtgørelsen § 21
- Aftalelovens § 38 c, jf. § 36
- Markedsføringslovens § 3 og § 4
- Markedsføringslovens § 24, stk. 1, nr. 2
Aftalevilkår, der strider mod disse regler, er ugyldige efter aftalelovens § 38 c, jf. § 36, og anvendelsen heraf udgør samtidig en overtrædelse af markedsføringslovens § 3 og § 4. Forbrugere, der har betalt sådanne ulovlige gebyrer, kan have krav på tilbagebetaling efter markedsføringslovens § 24, stk. 1, nr. 2.
Kilde: Forbrugerombudsmanden, Jesper Christiansen, Advokat og Revisor Samvirket, AORS.DK
Fotokredit: Forbrugerombudsmanden
Personer/Firmaer/Emner/#: #VelkommenAS, #SøOgHandelsretten, #Forbrugerombudsmanden, #Elforsyningsloven, #Markedsføringsloven, #Elaftaler, #Forbrugerbeskyttelse
Copyrights: Ⓒ 2026 Copyright by https://AORS.DK – kan deles ved aktivt link til denne artikel.
