SKI afviser alle 10 bud på gigantisk udbud til 1,6 milliarder kroner Ingen af de syv udvalgte selskaber på SKI-rammeaftale til 1,6 milliarder kroner har afgivet et gyldigt bud. Nu ændrer SKI strategi. Aftalen forsinkes.

SKI må skifte kurs i sit forsøg på at få indgået en af de største it-rammeaftaler for den offentlige sektor til over halvanden milliard kroner.

Det skyldes, at SKI har fundet ud af, at alle de bud, som organisationen har fået fra de prækvalificerede selskaber, er ugyldige.

“I forbindelse med udbudsproceduren har SKI kun modtaget ikke forskriftsmæssige bud,”

oplyser SKI.

Rammeaftalen – SKI 50.07 Kommunikationsløsninger – er delt op i to delaftaler, nemlig dels telefoni-løsninger af forskellig slags samt dels netværks-løsninger til en lang række kommuner og de fleste regioner.

I øjeblikket er 69 kommuner og tre regioner tilknyttet delaftale 1, mens 77 kommuner og to regioner er tilknyttet delaftale 2.

SKI udsendte den store ordre i udbud i slutningen af februar og prækvalificerede i april fem leverandører til hver af de to del-aftaler – heraf blev tre selskaber prækvalificeret til begge aftaler.

Det betød, at i alt syv leverandører samlet set kom med i kampen, nemlig Atea, Comm2Ig, Nuuday – TDC Erhverv/Netdesign, Conscia, Edgemo Wingmen, Best AV samt et konsortium bestående af Jansson, AV Center og Globesystem.

De prækvalificerede selskaber afleverede før sommer sine tilnud.

SKI står for Statens og Kommunernes Indkøbsservice A/S. Det er en organisation, der er sat i verden for at professionalisere og effektivisere det offentlige indkøb af varer og tjenesteydelser.

Kilde: SKI, Advokat og Revisor Samvirket
Fotokredit: SKI

Similar Posts