Skattelempelser og ændret erhvervsstøtte er i fokus i nyt udspil fra regeringen. Under overskriften “Et stærkere erhvervsliv” præsenterede regeringen her til formiddag et udspil, som blandt andet skal gøre det nemmere for sønner og døtre at overtage mor og fars virksomhed.

Regeringen vil nemlig sænke bo- og gaveafgiften på familieejede virksomheder fra 15 til 10 procent.

Det betyder, at der kommer en skattelempelse, som gør det billigere at overdrage sin virksomhed til næste generation.

Advokat og Revisor Samvirket var ellers klar til mange Generationsskifter for omtrent 40 virksomheder da vi forventede at dette ville ske omkostningsfrit, men da den nuværende regering kom til magten, rullede den de tidligere nedsættelser under VK regeringen tilbage og mange som ellers havde forberedt sig gennem lang tid fik en lang næse. Men nu ser det ud til vi er på vej mod nul igen. Dette gør at mange holder igen, med nærværende planer i håbet om yderligere nedsættelse, hvilket vi ikke kan sige om kommer.

Familieejede eller ejerledede virksomheder er den mest udbredte ejerform i Danmark. Så udover de store og velkendte familieejede virksomheder som Lego og Danfoss, er der en lang række små- og mellemstore virksomheder.

– Vi vil gerne skabe rammer for den brede palette af virksomheder, lød det fra forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

På pressemødet fremhævede han, at de store familieejede virksomheder i flere generationer har været med til at sikre job og udvikling i alle dele af Danmark.

– De er en væsentlig del af fundamentet for den velstand, vi alle nyder godt af, sagde Troels Lund Poulsen og konstaterede:

– Familieejede virksomheder er det bånd, der er værd at værne om.

Løkke: De er hovedmotoren for vækst

Derfor ønsker regeringen at gøre det billigere og nemmere for næste generation at overtage familiens virksomhed.

– De familieejede virksomheder har i generationer været hovedmotoren for den vækst og den velstand, der gør det danske samfund muligt. Og derfor er det vores opgave at prioritere, at de får mindst lige så gode rammevilkår som de lande, vi konkurrerer og sammenligner os med, og sådan er det ikke, når der skal generationsskiftes, sagde udenrigsminister Lars Løkke (M).

– Det er det, vi nu tager et opgør med, konstaterede han.

Udover at afgiften ved generationsskifte sættes ned, vil regeringen også gøre det nemmere for de familiejede virksomheder at beregne, hvad overdragelsen til næste generation faktisk koster.

For afgiften på de foreslåede 10 procent er bestemt af værdien af virksomheden.

Og ifølge regeringen er det i dag alt for indviklet at få værdiansat de familieejede virksomheder. Derfor vil regeringen indføre en fast model for, hvordan man bestemmer, hvad virksomheden er værd.

På den måde kan far og mor nemmere regne ud, hvad det koster at lade datter eller søn komme til.

Socialdemokratiet har tidligere hævet bo- og gaveafgiften. Det skete, da partiet kom til magten i 2019.

I 2017 nedsatte den daværende borgerlige VLAK-regering med Lars Løkke Rasmussen i spidsen bo- og gaveafgift fra 15 procent til fem procent ved generationsskifte af virksomheder. Nedsættelsen skete gradvist og skulle have ramt fem procent i 2020.

Men det holdt kun til, at socialdemokraterne kom til i 2019, hvor afgiften igen blev sat op til 15 procent.

På spørgsmålet om, hvad der er forandret, siden Socialdemokratiet nu er med til at fremlægge et forslag om at sænke afgiften, svarede erhvervsminister Morten Bødskov (S):

– Verden er forandret.

Penge fra råderum og erhvervsstøtte

Udover at ændre på bo- og gaveafgiften vil regeringen også indføre større fradrag på forskning og udviklingsaktiviteter i virksomheder og gøre det nemmere at lade udlejningsejendomme gå i arv til næste generation. Derudover vil regeringen rydde op i reglerne for afskrivning på blandt andet software.

Planen, som letter skatten for virksomhederne med 1,8 millarder kroner, skal primært finansieres via det økonomiske råderum, og så vil regeringen bruge 900 millioner mindre på erhvervsstøtte. Pengene skal i stedet være med til at finansiere udspillet.

– En af vejene til at finde flere midler til at understøtte det her går gennem hårdere prioriteringer, sagde Morten Bødskov.

Dette skulle mindske den flugt der sker fra Danmark på grund af omkostningstunge arveregler og generationsskifte, og tillige håber regeringen på mindre stiftelse af offshore selskaber og fonde for virksomheder og dennes arvinger.

Kilde: Advokat og Revisor Samvirket, AORS.DK
Fotokredit: stock.adobe.com
Personer/Firmaer: Regeringen, Generationsskifte
*Copyrights: Ⓒ 2024 Copyright by https://AORS.DK – kan deles ved aktivt link til denne artikel.

Similar Posts