Forskudsopgørelsen for 2024
Godt 5,3 mio. borgere kan nu se deres forskudsopgørelse for det kommende år i TastSelv på skat.dk. Som noget nyt vil landets boligejere for første gang kunne se deres samlede boligskat på forskudsopgørelsen. Tirsdag den 14. november åbnede Skattestyrelsen for adgangen til forskudsopgørelsen for 2024. Her vil godt 5,3 mio. danskere kunne se deres forventede…
Godt 5,3 mio. borgere kan nu se deres forskudsopgørelse for det kommende år i TastSelv på skat.dk. Som noget nyt vil landets boligejere for første gang kunne se deres samlede boligskat på forskudsopgørelsen. Tirsdag den 14. november åbnede Skattestyrelsen for adgangen til forskudsopgørelsen for 2024. Her vil godt 5,3 mio. danskere kunne se deres forventede indtægter og fradrag for næste år og rette, hvis der er sket ændringer i hverdagen. Som noget nyt vil landets boligejere desuden kunne se deres samlede boligskatter på forskudsopgørelsen sammen med de øvrige skatteoplysninger.
– Når forskudsopgørelsen åbnede den 14. november, får borgerne adgang til at se deres skatteoplysninger og forventede skattebetaling for næste år. Her vil jeg som altid gerne opfordre til, at man tager sig et øjeblik til at tjekke om indtægter og fradrag stemmer med det, man forventer – og det gælder faktisk alle, uanset om man ejer en bolig eller ej, siger underdirektør i Skattestyrelsen Jan Møller Mikkelsen og uddyber:
– Men for lige præcis boligejerne er der en nyhed i år. De vil nemlig for første gang kunne se deres samlede boligskat, når vi åbner forskudsopgørelsen.
Den 1. januar 2024 kommer der nye boligskatteregler. De nye regler betyder bl.a., at opkrævningen af boligskat samles på forskuds- og årsopgørelsen. Betaling af grundskyld vil fremover ske som en del af den løbende skattebetaling fra januar 2024 i stedet for to gange årligt, som det hidtil har været tilfældet, hvor opkrævningen er blevet foretaget af kommunerne.
Tallene for boligskat i forskudsopgørelsen baserer sig på den foreløbige ejendomsvurdering, der danner grundlag for boligskatten i 2024. Ejendomsvurderingen udsendes af Vurderingsstyrelsen, der også står for beregningen af selve boligskatten – spørgsmål til vurderingen skal derfor rettes til Vurderingsstyrelsen.
Forventer stor interesse
Ved sidste års forskudsopgørelse var der allerede de første 14 dage efter åbningen godt 800.000 borgere, der havde rettet i deres oplysninger og fået en ny forskudsopgørelse. Det var næsten en fordobling i forhold til året forinden. I alt var der i de første 14 dage efter åbningen foretaget 4,9 mio. logins.
– I mine øjne er det kun glædeligt, at stadig flere tager sig tid til at tjekke deres skatteøkonomi. Hvis der er sket ændringer i hverdagen fx ændringer i løn – så er en gennemgang af forskudsopgørelsen den rigtige måde at gribe det an på – og nu er det snart tid igen, siger Jan Møller Mikkelsen.
Forskudsopgørelsen
Forskudsopgørelsen er et budget over den forventede indkomst og skat for det kommende år. Hvis der er sket ændringer i hverdag eller økonomi i løbet af året, bør forskudso-gørelse opdateres, så der løbende betales den rigtige skat. Det gælder fx hvis, man:
– har fået nyt job eller er gået op/ned i løn
– har hjemmearbejdsdage og ændret kørselsmønster
– har købt eller solgt en bolig
– har ændringer i sit boliglån
– har skiftet indtægtstype, fx skiftet fra løn til dagpenge eller omvendt
– har ændring i overskud af egen virksomhed, eller hvis virksomheden er lukket
Kilde og fotokredit: skst.dk