Forbedret basisindtjening hos kreditinstitutter i 2022

De danske kreditinstitutter fik samlet set et lavere overskud i 2022 end året før, men højere renter har forbedret den grundlæggende indtjening. Det er især kursreguleringer og Danske Banks hvidvaskbøde, der holder indtjeningen i 2022 nede. Kreditinstitutterne fik i 2022 et samlet overskud før skat på 25,7 mia. kr. Det er lavere end i 2021, hvor det samlede overskud lød på 45,3 mia. kr.

Lavere kursreguleringer og Danske Banks hvidvaskbøde var de primære årsager til det lavere overskud. Til gengæld voksede kreditinstitutternes basisindtjening i 2022, primært som følge af øgede nettorenteindtægter.



Basisindtjening op men kapitalprocent ned
Samlet set forbedrede kreditinstitutterne i 2022 indtjeningen fra deres kerneforretning, da basisindtjeningen voksede med 13 pct. til 36,4 mia. kr. Basisindtjeningen lå dermed på det højeste niveau siden 2017. Den forbedrede basisindtjening skyldes primært det øgede renteniveau.

Kreditinstitutternes samlede kapitalprocent faldt fra 22,8 pct. i 2021 til 22,5 pct. i 2022. Faldet i kapitalprocenten skyldes både en stigning i de risikovægtede eksponeringer (REA) og en reduktion i kapitalen. Faldet skete samtidig med, at kreditinstitutterne igen har skullet opbygge den kontracykliske kapitalbuffer, hvorved sektorens kapitaloverdækning faldt betydeligt i 2022, fra 7,3 pct. året før til 5,9 pct. af REA. 

Flere boliglån med høj risiko
Andelen af variabelt forrentede realkreditlån med og uden afdrag steg betydeligt. Finanstilsynet er bekymret for stor udbredelse af lån med afdragsfrihed, herunder lån med op til 30 års afdragsfrihed, og lån med variabel rente. Disse lån indebærer højere risiko for låntager, institut og økonomien som helhed.

Likviditeten i de lange konverterbare realkreditobligationer skal bevares
Likviditeten i de lange konverterbare realkreditobligationer faldt væsentligt som følge af usikkerhed og stigende inflation. Denne udvikling er bekymrende, idet lange konverterbare realkreditobligationer skaber værdi for både låntagere, institutter og investorer. Det er vigtigt, at en høj likviditet i serierne bevares, og at markedets centrale aktører understøtter det konverterbare marked.



Om analysen
Markedsudviklingsartiklen for kreditinstitutter sammenfatter de konsoliderede regnskabs- og nøgletal for både penge- og realkreditinstitutter.

Kreditinstitutter dækker over pengeinstitutter og realkreditinstitutter.

Tidligere har Finanstilsynet udgivet én markedsudviklingsartikel for pengeinstitutter og én for realkreditinstitutter samt en samlet artikel for begge. Fra i år udgiver vi én samlet markedsudviklingsartikel.

Kilde: Finanstilsynet
Fotokredit:

Scroll to Top