Støt Nabohjælp og minimer indbrud
Indbrudstyvene er tilbage – 900 Nabovenner skal få danskerne til at nabohjælpe
Den mørke tid er højsæson for indbrud, for mørket giver tyvene gode arbejdsbetingelser. Og i år vokser risikoen for indbrud på grund af energikrisen, når lyset dæmpes på veje og stier, og danskerne måske dropper lyskæderne omkring huset. Derfor er det vigtigt at være synlig i nabolaget og holde øje med hinandens hjem, lyder det fra Nabohjælp, der sender 900 ambassadører på gaden for at aktivere nabohjælpere rundt om i hele landet.
Aktiv nabohjælp forhindrer op mod hvert 4. indbrud. 900 Nabovenner er med til at udbrede nabohjælpen over hele landet.
Flere og flere naboer samarbejder om at holde tyvene væk, og nu skal samarbejdet for alvor stå sin prøve: Det er snart højsæson for indbrud, for når vi mødes til julefrokoster og efterlader vores hjem i mørke, får tyvene frit spil – medmindre naboerne holder øje.
“Nabohjælp er enkelt og effektivt. Tyvens værste mareridt er at blive set – og hvis det sker, er der en stor chance stor for, at han opgiver sit ærinde. Derfor opfordrer jeg og andre Nabovenner til, at du er synlig i nabolaget, holder øje med naboernes hjem og hilser på dem, du møder,”
siger Lars Joost fra Haderslev.
Han er en af de omkring 900 lokale ‘Nabovenner’, der har meldt sig under fanerne til at gå forrest og aktivere nabohjælpen lokalt ved at sprede gode råd om indbrudsforebyggelse i deres nabolag.
Nabohjælp forebygger op mod hvert 4. indbrud, og med 245.000 aktive nabohjælpere i Danmark er der gode forudsætninger for at gøre livet så svært som muligt for indbrudstyvene.
“Nabovennerne er i høj grad med til at booste nabohjælpen lokalt. Det har en kæmpe effekt, når der er en ildsjæl, som går i front og samler naboerne i et samarbejde,”
siger kommunikationskonsulent Julie Kofoed fra Nabohjælp, som TrygFonden og Det Kriminalpræventive Råd står bag.
Tyvene vender tilbage
Gennem de seneste år har der været et markant fald i antallet af indbrud i danske hjem – især under corona-pandemien, hvor husene sjældent stod tomme.
Nu er pandemien ovre, og indbrudstyvene er ved at vende tilbage. Det Kriminalpræventive Råd forventer en stigning i antallet af indbrud i slutningen af året og ved juletid i forhold til de seneste par år.
“Corona-pandemien havde en tydelig effekt på antallet af indbrud, der tog sig et ordentligt dyk, da vi alle var meget hjemme. På samme måde forventer vi at kunne se i tallene efter jul, at pandemien er ovre. Folk rejser igen på ferie og tager sikkert også ud af huset til julefrokoster,”
siger Jonas Mannov, analytiker i Det Kriminalpræventive Råd.
Selvom Det Kriminalpræventive Råd forventer flere indbrud end de seneste to år, så vurderer Jonas Mannov, at Danmark stadig følger tendensen til færre og færre indbrud, som vi har set de seneste ti år.
FAKTA:
Nabovennens bedste råd
- Vær synlig i nabolaget, og hils på dem du møder, også dem, du ikke kender.
- Advar nabolaget om indbrud og indbrudsforsøg i Nabohjælps app.
- Brug feriehjælpsfunktionen i Nabohjælps app, når huset skal være alene hjemme.
- Sæt sensorstyret lys op udendørs.
- Klip hækken, så din nabo kan se, hvis tyven er på spil.
Antal indbrud på landsplan i 4. kvartal de seneste fem år:
2017 | 2018 | 2019 | 2020 | 2021 |
9596 | 8932 | 7437 | 4616 | 4424 |
Faktaboks om indbrud
- Nabohjælp forebygger op mod hvert 4. indbrud
- Der sker flest indbrud i villaer i det mørke halvår, fredag og lørdag
- Tyven kommer hyppigst ind gennem vinduer og terrassedøre
- Huse med sensorstyret, udendørs belysning har tre gange færre indbrud end boliger uden indbrudssikring.
Sådan fordeler Nabohjælpere og Nabovenner sig landet over:
Landsdel: | Antal Nabohjælpere: | Antal Nabovenner: |
Københavns Omegn | 32988 | 92 |
Byen København | 11963 | 23 |
Bornholm | 166 | 1 |
Fyn | 18903 | 80 |
Nordjylland | 22516 | 79 |
Nordsjælland | 38656 | 113 |
Østjylland | 39288 | 129 |
Østsjælland | 17847 | 54 |
Sydjylland | 31056 | 136 |
Vest- og Sydsjælland | 22022 | 106 |
Vestjylland | 14133 | 70 |
Er der en Naboven i dit nabolag?
Nabovenner er særligt dedikerede nabohjælpere, som tager en ekstra tørn for at samle sit nabolag om forebyggelse af indbrud og øget tryghed. Nabovennerne er netop nu på gaden med gode råd til en indbrudsfri julemåned.
Læs mere: www.nabohjaelp.dk/naboven
Hent Nabohjælps app
I appen får du mulighed for at:
- Danne netværk med alle nabolagets nabohjælpere
- Skrive, læse og kommentere advarsler i dit nabolag
- Arrangere feriehjælp
- Koordinere en fokuseret indsats, hvis der er tyve på spil i nabolaget
Appen kan downloades i App Store: https://www.apple.com/dk/ios/app-store/
eller i Google Play: https://play.google.com/store
Læs mere om Nabohjælp på www.nabohjælp.dk og om, hvordan du sikrer din bolig på www.dkr.dk.
Videoanalyse A/S leverer dokumentation, sensorlys og aktive tyverialarmer
Firmaet VIDEOANALYSE A/S leverer sensorlys, videoovervågning og videoanalyse til din telefon hvor der blandt andet vises aktuelle gæster i dit hjem. Løsningerne spænder over verdens mest kendte produkter til hele kit med f.eks. 4-8 kameraer. Fordelen er også at de kan tilkobles direkte til kendte alarmsystemer.
- Se f.eks. Videoanalyse til hele boligområder med videoovervågning af legepladser, kældre og containerarealer m.v.
For yderligere information, kontakt:
Julie Kofoed, kommunikationskonsulent i DKR og Nabohjælp, tlf. 5132 7718, jko@dkr.dk
Kilde: Det Kriminalpræventive Råd
Fotokredit: Det Kriminalpræventive Råd