Decentral finans og markederne for kryptoVALUTA

Hvornår er dit udbud undtaget fra regulering?

Investerings- og kapitalmarked

Med ikrafttrædelsen af MiCA-forordningen kan det være relevant for nogle aktører på markederne for kryptoaktiver at overveje, om de bærer et ansvar for et udbud af aktiviteter, de selv anser som decentralt. Aktører skal nemlig være opmærksomme på, at der skal en del til, før et udbud reelt kan anses som decentralt. Som hjælp til dette udgiver Finanstilsynet vejledning på området.

Ved årsskiftet træder de nye regler, der regulerer markederne for kryptoaktiver i kraft. Reglerne fremgår af MiCA-forordningen (Markets in Crypto-Assets, MiCA), der både regulerer dem, der udsteder kryptoaktiver, og dem som udbyder en række tjenesteydelser med kryptoaktiver. En væsentlig undtagelse hertil er dog de tilfælde, hvor udbuddet sker fuldstændig decentralt. Er der tale om decentralitet er ydelsen ikke reguleret. Derfor bliver det vigtigt for aktørerne at forstå, hvornår et udbud anses for at være fuldstændig decentralt.

Finanstilsynet sætter flere ord herpå i det netop offentliggjorte papir om decentral finans. Formålet med papiret er at give den nødvendige vejledning om, hvilke elementer der danner grundlag for vurdering af, hvornår et udbud kan anses for at være fuldstændig decentralt.

”Med principperne for vurdering af decentralitet får relevante aktører hjælp til at forstå, hvilke forhold der skal indgå i vurderingen af, om et udbud kan siges at være fuldstændig decentralt.”, siger Tobias Thygesen, kontorchef for Finanstilsynet kontor for fintech, governance og betalingstjenester og kryptoaktiver.

Forordningen kommer nemlig ikke dette spørgsmål nærmere, og en forkert klassificering kan lede til, at der i praksis udføres ulovlig virksomhed.

”Det er vigtigt, at relevante aktører overvejer grundigt, om et udbud kan klassificeres som decentralt, da det er ulovligt for en virksomhed at udbyde de regulerede tjenester uden en tilladelse. I den forbindelse skal det også siges, at Finanstilsynet gerne indgår i dialog med formålet at vejlede omkring princippernes anvendelse i praksis”, fortsætter Tobias Thygesen.

Orienteringen indeholder introduktion til begrebet decentral finans, Finanstilsynets vurdering af begrebet, de konkrete principper for vurdering af decentralitet, og en beskrivelse af den videre anvendelse for principperne.

Her er den fulde tekst: (opdateres automatisk)

Hvad menes med de forskellige ord indenfor kryptovaluta?

Kryptoaktiver: Et kryptoaktiv er et digitalt aktiv, der repræsenterer nogle rettigheder, der er tilskrevet aktivet. Kryptoaktiver er baseret på blockchain-teknologi og kan f.eks. være kryptovaluta.

De mest kendte kryptoaktiver er såkaldte ikke-forankrede kryptoaktiver. Det betyder, at kryptoaktivernes værdi ikke er baseret på værdien af et eller flere underliggende aktiver. Kryptoaktivernes værdi er således ikke baseret på underliggende konkrete aktiver eller konkret likviditet eller kapital

Decentral finans: Decentraliseret finans (DeFi) er et relativt nyt koncept indenfor den finansielle verden. Det er drevet af udviklingen på markederne for kryptoaktiver og mulighederne for i højere grad at anvende software til at håndtere den rolle, der i dag normalvis håndteres af finansielle virksomheder på de “traditionelle” finansielle markeder.

Et udbud af en aktivitet kan klassificeres som decentralt, hvis der ikke kan identificeres en modpart, som brugere kan indgå aftale om levering af aktiviteten med.

Det kan forekomme, hvis aktiviteten udbydes ved brug af software, som ingen aktører kan råde over, eller hvis den ledelsesmæssige organisering af råderetten over softwaren er struktureret på en måde, der gør, at der fortsat ikke kan identificeres en modpart, som brugeren kan indgå aftale med.

MiCA: Markets in Crypto-Assets er EU-forordning om regulering af kryptoaktiver.

Kilde: Advokat og Revisor Samvirket, AORS.DK
Fotokredit: AORS.DK
Personer/Firmaer/Emner: MICA, Finanstilsynet, EU
Copyrights: Ⓒ 2024 Copyright by https://AORS.DK – kan deles ved aktivt link til denne artikel.