FÅ TILSKUD TIL NY VARMEPUMPE

Tilskudspuljen til nye varmepumper har været længe undervejs. Men i september åbner ansøgningsprocessen.

TILFØJ TIL LÆSELISTE

Klima, energi og forsyningsminister Lars Aagaard. Foto: Gregers Tycho

Omkring 12.500 husstande får midt i september mulighed for at søge tilskud til nye varmepumper.

Det oplyser klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) til Børsen.

Aftalen om tilskud til varmepumper blev indgået sidste sommer. Det var meningen, at puljen skulle have været klar i løbet af første kvartal i år.

Men ifølge ministeren har man haft brug for mere tid.

“De andre år har det været en lidt for tung ansøgningsproces. Nu har vi forberedt et nyt it-system, så folk, der søger, men ikke er berettigede, hurtigt får besked om, at de ikke er berettigede,”

siger Lars Aagaard til Børsen.

Ministeren tilføjer, at en del kommuner stadig mangler at indberette nødvendige varmeplaner, som skulle have været udarbejdet i slutningen af 2022.

Hvorvidt man bor i et område, der er tilskudsberettiget, afhænger af netop de planer.

I tråd med det nye it-system bliver det i september lettere at søge om tilskud til en varmepumpe end tidligere, mener ministeren.

– Med en mere automatiseret ansøgningsproces skal borgerne ikke dokumentere så meget, og de får hurtigere svar, siger ministeren i et skriftligt svar til Ritzau.

Samtidig er det vigtigt, at pengene fra puljen kommer ud at virke hurtigst muligt, så ”danskerne får en hjælpende hånd til at komme væk fra gas- og oliefyr”, mener han.

Varmepumpepuljen rummer lidt over 250 millioner kroner inklusive administration.

Kilde: Ritzau, JP og Børsen
Fotokredit: Vailant

Exit mobile version