Danske arbejdsgivere eller andre, der udbetaler indkomst til borgere med bopæl i udlandet, skal fra nytår indberette borgerens udenlandske skatteidentifikationsnummer til Skattestyrelsen. Dermed bliver det nemmere at sikre korrekt beskatning.
Fra årsskiftet styrkes skattekontrollen i EU med en forbedret udveksling af skatteoplysninger mellem landene. Dette betyder, at borgere, der modtager indtægter på tværs af EU-grænserne, fremover bedre kan identificeres i de enkelte landes skattesystemer med det skatte ID-nummer, Tax Identification Number (TIN), der er udstedt af bopælslandet.
Det følger af EU-direktivet DAC7, som bl.a. skal styrke kvaliteten af de skatteoplysninger, der udveksles mellem EU-lande. I Danmark er skatteidentifikationsnummeret vores cpr. nr.
“TIN-nummeret skal bruges, når der udveksles skatteoplysninger mellem EU-landene. De oplysninger om løn og andre indkomster, der allerede i dag deles mellem landene, bliver lettere at matche med den rigtige skatteyder, når transaktionerne tilføres borgerens TIN-nummer. Dette vil lette vores arbejde i Skattestyrelsen med at sikre korrekt beskatning – dermed bliver det også sværere at snyde i skat,”
siger underdirektør i Skattestyrelsen Michael Medom Hansen.
TIN-nummeret skal indberettes sammen med andre identifikationsoplysninger, når der indberettes oplysninger til Skattestyrelsen om løn, pension eller andre indtægter i eIndkomst-systemet.
Borgere skal kende deres TIN
Det er derfor vigtigt, at alle, der udbetaler indkomster til borgere med bopæl i udlandet, er bekendt med den nye indberetningspligt. Det gælder virksomheder, der udbetaler løn eller andre vederlag til ansatte med bopæl uden for Danmark, men også f.eks. pensionsselskaber eller myndigheder, der udbetaler forskellige typer af offentlige ydelser.
Det er også vigtigt, at borgere, der modtager løn, pension eller andre indtægter fra Danmark – og bor i udlandet – er opmærksomme på kravet.
– Er man f.eks. dansk pensionist med bopæl i udlandet, vil Udbetaling Danmark eller et pensionsselskab bede borgeren om deres udenlandske TIN-nummer, så de kan oplyse det til Skattestyrelsen, når de udbetaler pensionen efter nytår. Det samme gælder fx for de grænsegængerne, der bor i enten Tyskland eller Sverige og arbejder i Danmark – disse borgere skal oplyse deres udenlandske TIN-nummer til deres arbejdsgiver, siger Michael Medom Hansen.
Er man bosat i udlandet, skal man således bruge det TIN-nummer, som bopælslandet har udstedt.
Fakta om DAC 7 og TIN
Direktivet om administrativt skattesamarbejde (DAC) er en del af den styrkede indsats, som EU-landene i de senere år har gennemført for at modvirke skatteundgåelse og -unddragelse gennem en øget gennemsigtighed på skatteområdet.
KONTAKT DIN SKATTERÅDGIVER FOR AT UNDGÅ SKATTESAGER
Kontakt din Skatterevisor eller rådgiver vedr. TIN som er et obligatorisk krav for alle EU virksomheder. Det kan være vigtigt at få Skatterådgivning herom, da Skat kan kontrollere virksomheder med tilbagevirkende kraft. Ring gerne 32177777.
Her kan du finde dit bopælslands regelsæt for TIN
Hvis du bor i et EU-land, kan du finde information om TIN for dit bopælsland på Europa kommissionens hjemmeside.
Kilde: AORS og Europakomissionen
Fotokredit: stock.adobe.com