Stort studie: Kvinder tjener 7 procent mindre end mænd for det samme job på den samme arbejdsplads

Et stort internationalt studie af mænd og kvinders løn føjer afgørende nyt til den almindelige forklaring på, at mænd er lønførende i Danmark. Den nye viden, der er offentliggjort i Nature Human Behaviour, bør føre til ny politik og nye indsatser for ligeløn, mener medforfatter og lektor Lasse Folke Henriksen fra CBS.

Kvinder får ikke det samme i løn som mænd, selv om de har samme job. Det dokumenterer et nyt, stort studie i det velansete tidsskrift Nature Human Behaviour, som lektor på Copenhagen Business School Lasse Folke Henriksen er medforfatter til. Studiet viser ulighed i løn mellem kvinder og mænd i 15 lande.

”Danske kvinder tjener i gennemsnit syv procent mindre end mænd, selv om de arbejder på samme arbejdsplads, har samme profession og samme job. Studiet viser også, at disse lønforskelle inde i de enkelte virksomheder i høj grad bidrager til, at vi har den store forskel på 18 procent mellem kvinder og mænds løn generelt i det danske samfund,”

siger Lasse Folke Henriksen.

Forskningen på CBS fører dermed ny viden til debatten om ligeløn i Danmark og i 14 andre økonomisk højtudviklede lande. Ikke i et eneste af de 15 lande er der lige løn for lige arbejde. Det er nu for første gang dokumenteret, at en stor del af den generelle lønforskel stammer fra ulige løn på arbejdspladserne.

”Den nye viden må inspirere til en ny drejning af den politiske debat om ligeløn i Danmark og vække stof til eftertanke hos beslutningstagere i virksomhederne. Hele 40 procent af det samlede løngab i Danmark kan henføres til, at kvinder får lavere løn ude på arbejdspladserne end mænd i samme profession og job,”

siger Lasse Folke Henriksen.

Der er ikke ligeløn mellem kvinder og mænd

De nye tal viser, at den almindelige forklaring på løngabet mellem kvinder og mænd på det danske arbejdsmarked ikke er fyldestgørende, siger Lasse Folke Henriksen.

”I Danmark plejer man at forklare det generelle løngab med, at kvinder og mænd arbejder i forskellige typer job. Kvinderne er i overtal i lavt betalte job og på det offentlige arbejdsmarked, som ikke er lønførende, mens mænd arbejder i bedre betalte professioner i det private erhvervsliv,” siger han.

Nu er det dokumenteret, at forhold ude på arbejdspladserne også er en væsentlig motor for uligeløn, og derfor bør det politiske fokus også flytte derud, mener Lasse Folke Henriksen. 

”Det kan være i form af initiativer, som ledelserne tager for at fremme ligeløn. Det kan også ske gennem politiske krav til arbejdspladserne om ligeløns-certificering og rapportering af lønnen for at synliggøre og bekæmpe diskrimination,” siger han og henviser til Island, hvor arbejdspladser med mere end 25 ansatte løbende skal aflægge rapporter, der dokumenterer lige løn for lige arbejde.

Kvinder ind i mandefag

De initiativer, der allerede er i gang i Danmark for at fremme ligeløn, skal selvfølgelig fortsætte:
”Den politiske indsats skal stadig handle om, hvordan der bliver flere kvindelige ledere, hvordan der kommer flere kvinder i traditionelle mandefag, og hvordan man får gjort op med de historisk betingede lavere lønninger i traditionelle kvindefag,” siger Lasse Folke Henriksen.

Lige løn for lige arbejde er et krav i den danske Ligelønslov, i regler fra EU og internationale konventioner.

Artiklen er publiceret i Nature Human Behaviour “Within-job gender pay inequality in 15 countries” 

LANDGENEREL FORSKEL PÅ MÆND OG KVINDERS LØN PÅ ARBEJDSMARKEDETFORSKEL PÅ MÆND OG KVINDERS LØN I SAMME JOBFUNKTION PÅ SAMME ARBEJDSPLADS ANDEL AF DEN GENERELLE LØNFORSKEL, DER STAMMER FRA LØNFORSKEL I SAMME JOBFUNKTION PÅ SAMME ARBEJDSPLADS 
Canada – 201522 %12 %55 %
Danmark – 201518 %7 %40 %
Frankrig – 201511 %7 %59 %
Holland – 201420 %8 %37 %
Israel – 201534 %12 %35 %
Japan – 201335 %26 %73 %
Norge – 201821 %9 %42 %
Slovenien – 201519 %14 %74 %
Spanien – 201716 %12 %77 %
Sverige – 201818 %8 %43 %
Sydkorea – 201241 %19 %46 %
Tjekkiet – 201928 %12 %44 %
Tyskland – 201524 %13 %54 %
Ungarn – 201710 %10 %96 %
USA – 201530 %14 %48 %

Forskel på løn

Det nye studie beregner forskellen i kvinder og mænds løn i samme job hos samme arbejdsgiver ud fra faktiske lønudbetalinger til 1,2 millioner danske lønmodtagere i alderen 30-55 år.

Det viser, at mænd i gennemsnit tjener syv procent mere end kvinder, selv om de har samme erhverv og job ifølge indberetninger til Danmarks Statistik. Anden forskning og lønstatistikker fra fagforeninger viser også, at kvinder generelt tjener mindre, selv om de har samme uddannelse, erhvervserfaring, arbejdsfunktion og arbejder i samme sektor.

Ifølge VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd var den såkaldt uforklarede forskel på kvinder og mænds timeløn i 2017 på 14,4 procent, hvoraf den uforklarede del udgjorde to procent.

For privatansatte ledere er den uforklarede lønforskel knap otte procent ifølge Lederne. Blandt ingeniører er den 4 procent ifølge ingeniørforeningen IDA. Blandt medlemmer af DJØF er den uforklarede forskel 7,2 procent mellem privatansatte kvinder og mænd, der ikke er chefer.

Kilde: Copenhagen Business School, CBS

Fotokredit: Stocks.Adobe.com

Exit mobile version