Regeringen VIL fjerne IT-fradrag for danske virksomheder

Regeringen planlægger at afskaffe muligheden for straksafskrivning af software for danske virksomheder for at frigive 850 millioner kroner til en ny erhvervspakke. Denne ændring vil begrænse afskrivningen til maksimalt 25 procent om året. Forslaget møder modstand fra både DI Digital og IT-Branchen, som advarer om negative konsekvenser for innovation og konkurrenceevne, især for små og mellemstore virksomheder. Det skriver Regeringen og bl.a. DR, Version2 og Computerworld.


Regeringen vil med et snuptag fjerne muligheden for at straksafskrive software for danske virksomheder. Det skal frigive 850 millioner kroner, som skal være med til at finansiere ny erhvervspakke.

Det er i dag muligt at afskrive de fulde beløb i det år, hvor indkøbene foretages. Står det til regeringen, skal det imidlertid fremover kun være muligt at afskrive software-indkøbene med maksimalt 25 procent om året efter de samme takster, som andre indkøb kan afskrives efter.

Sådan lyder det fra regeringen, som torsdag har præsenteret en række nye initiativer, som skal sikre bedre rammevilkår for dansk erhvervsliv. Ifølge regeringen vil fjernelse af muligheden for at straksafskrive software-indkøbne udløse 650 millioner kroner om året, som skal anvendes til at finansiere de øvrige tiltag.

Regeringen peger på, at dens egen ekspertgruppe konkluderer, at det ikke har været muligt at finde nogen som helst fordele ved muligheden for at straksafskrive software-indkøb. “Der kan ikke peges på positive afledte virkninger for andre end den pågældende virksomhed, der anskaffer software, og der er derfor ikke grund til at give særskilt støtte til softwareinvesteringer,” lyder det fra regeringen.

Med forslaget vil regeringen fjerne muligheden for at straksafskrive software indkøbt fra og med 1. januar 2025.

Forslaget bliver ikke mødt med begejstring hos DI Digital, som kalder det for ‘direkte skadeligt’ og ‘et skridt i den forkerte retning,’ hvis muligheden for at straksafskrive software-indkøbene forsvinder.

“I et land som Danmark, der er blandt verdens mest digitaliserede samfund, er det direkte skadeligt at hente finansieringen ved at reducere erhvervsstøtten til softwareudvikling,” lyder det fra DI Digital.

DI Digital mener, at forslaget skader de danske it-virksomheder og deres evne til innovation og til at udvikle løsninger. Samme kritik kommer fra IT-Branchen, hvor direktør for politik og kommunikation, Mette Lundberg, fastslår, at forslaget kan ramme især de små og mellemstore danske virksomheder. Ifølge hende vil konsekvensen af fjernelsen af fradrags-muligheden være, at danske virksomheder får sværere ved at implementere ny teknologi.

“Vi ved, at virksomheder, der har implementeret ny teknologi, begår sig bedre, og derfor bør vi understøtte investeringerne i for eksempel software,” lyder det fra Mette Lundberg. “At fjerne straksafskrivninger på software vil især gå ud over de små og mellemstore danske virksomheder, som i forvejen halter bagud, hvilket kommer til at reducere Danmarks konkurrenceevne,” siger hun.

Kilde: Advokat og Revisor Samvirket, AORS.DK
Fotokredit: stock.adobe.com
Personer/Firmaer: Regeringen
Copyrights: Ⓒ 2024 Copyright by https://AORS.DK – kan deles ved aktivt link til denne artikel.