Millionbøde for at overtræde konkurrenceloven

Konkurrencerådet har udstedt en bøde på 7,5 millioner kroner til Rosendahl Design Group for at bryde konkurrenceloven. Rosendahl har forhindret sine forhandleres såkaldte ”passive salg” af designprodukter som blandt andet Kay Bojesens abefigurer og Kähler vaser. Desuden har Rosendahl i flere tilfælde anvendt vejledende eller bindende videresalgspriser, som er ulovligt.

Konkurrencerådets formand, Christian Schultz, siger:

Rosendahl har stillet krav til sine forhandlere om, at de ikke må sælge Rosendahls produkter videre til andre forhandlere, som henvender sig for at købe produkterne. Desuden skulle nogle forhandlere holde priserne på et vist niveau. På den måde har Rosendahl søgt at holde priserne oppe, uanset hvor forbrugerne købte Rosendahls designprodukter.

Både bindende videresalgspriser og begrænsning af passivt salg er som udgangspunkt ulovligt ifølge konkurrenceloven. Rosendahl skal betale en bøde på 7,5 millioner kroner. Vi har her taget hensyn til, at virksomheden har medvirket til at opklare sagen.

Foto forestiller Professor og formand for Konkurrencerådet Christian Schultz

Rosendahl Design Group har erkendt at have overtrådt konkurrenceloven og betaler en bøde på 7,5 millioner kroner.

Rosendahl har indgået aftaler med sine forhandlere, som begrænsede forhandlernes videresalg af Rosendahls produkter til andre forhandlere. Desuden har Rosendahl indgået aftaler med visse forhandlere om bindende videresalgspriser, hvilket vil sige, at forhandlerne ikke må sælge Rosendahls produkter under et bestemt prisniveau. Overtrædelserne har fundet sted i perioden fra 2017 til og med 2021.

Bøden er udstedt af Konkurrencerådet og fastsat på baggrund af overtrædelsens grovhed og varighed samt størrelsen af koncernens omsætning. Det har været en skærpende omstændighed, at Rosendahl har udsat andre virksomheder for gengældelsesforanstaltninger for at få dem til at respektere en konkurrencebegrænsende aftale.

Som formildende omstændigheder er der lagt vægt på, at Rosendahl selv har medvirket til at opklare sagen, og at virksomheden aktivt har gjort en indsats for, at medarbejdere overholder konkurrenceloven. Blandt andet har selskabet en intern politik for at overholde konkurrencereglerne.


Hvem er Rosendahl Design Group?

Rosendahl Design Group A/S er en dansk fremtrædende aktør inden for design og produktion af dansk brugskunst. Virksomheden er kendt for at bringe dansk design ud til folket gennem moderne fortolkninger af ikoniske værker og nye kollektioner af boligtilbehør, køkkenudstyr, og ure.

Kilde: Konkurrencerådet
Fotokredit: Konkurrencerådet, Fotografnavn ikke angivet, Foto forestiller Professor og formand for Konkurrencerådet Christian Schultz