Investerings- og rådgivningsstøtte på op til 250.000, puljen er åben nu.

Har du ambitioner om at styrke din virksomheds produktivitet eller eksport gennem anvendelse af digitale systemer, automatisering eller e-handel? Nu kan du søge om et tilskud på op til 250.000 kr. til investering i teknologi og IT (op til 200.000 kr.) og tilhørende rådgivning (50.000kr.).

Puljen er åben for ansøgning

Download skabelon til forberedelse af ansøgning

Hvem er tilskuddet målrettet?

Tilskuddet på op til 250.000 kr. er for dig, der er klar til at investere i digitale systemer, automatisering eller e-handelsløsninger, der kan styrke din virksomheds produktivitet eller eksport.

Som ansøger skal du opstille en business case for investeringen i ny hardware eller software. På den baggrund kan du blive tildelt en voucher på 25 pct. af investeringssummen.  Voucherens størrelse skal være på mindst 10.000 kr. og højst 200.000 kr. Hertil kan du få op til 50.000 kr. i tilskud til rådgivning vedrørende implementering af din investering. 

Hvis din virksomhed ønsker at investere i en abonnementsbaseret løsning, kan udgiften støttes i op til 2 år. Investeringsstøtten udbetales sammen med afslutningen af det samlede projekt.

For at kunne opnå støtte er det afgørende, at teknologien, du planlægger at investere i, indebærer en væsentlig teknologisk nyhedsværdi for din virksomhed, samt at du i ansøgningen kan redegøre for, hvordan teknologien forventes at styrke din virksomhed.  

Investeringsstøtten kan derfor som udgangspunkt ikke bruges til indkøb af telefoner, computere og tablets. Enkeltstående indkøb af telefoner, computere eller tablets kan dog støttes, såfremt det er absolut nødvendigt for, at den gennemførte investering kan tages i brug. Eksempelvis vil man kunne få investeringsstøtte til en tablet, hvis en tablet er nødvendig for at kunne styre den robot, som man har fået tilsagn om investeringsstøtte til. Generelle indkøb af telefoner, computere, skærme, headset o.l. er ikke omfattet af investeringsstøtten.

Eksempler på områder hvor investering i teknologi og IT kan styrke din virksomheds situation:

  • Forretnings- og ledelsessystemer – ERP, MRP, MES/MIS
  • Systematisk kundebearbejdning – CRM  
  • Produktions- og forsyningskædeoptimering
  • Internet of Things og cloud teknologi
  • Big Data / Business Intelligence – dataanvendelse
  • Robotteknologi- og celler 
  • Avanceret materialeteknologi inkl. 3D-print
  • E-handelsplatform, webshop- og systemvalg, betalinger
  • Online markedspladser, digitale salgsværktøjer, dropshipping
  • Integration af websalg i systemer, ERP, PIM, lager og logistik
  • Digital sikkerhed. 

Har du behov for assistance med ansøgninger så ring gerne 32177777 lokal 240.