EU-programmet Digital Europe skal sikre bred udrulning og anvendelse af digitale teknologier i samfundet. I anledning af åbningen af programmets tredje ansøgningsrunde d. 29. september, inviterer Erhvervsstyrelsen til webinar, hvor nærmere informationer om programmets konkrete projektindkaldelser præsenteres, og relevante danske aktører kan blive klædt på til at ansøge. Webinaret finder sted d. 10. oktober 2022 fra kl. 09:30-11:00.
Fokus er i tredje runde på oprettelsen af data spaces inden for mobilitet, medier, smarte lokalsamfund og avanceret produktion. EU’s nye data space tiltag har til formål at opbygge europæiske datanetværk indenfor en række sektorer og fagområder, med henblik på at skabe rammerne for en sikker og effektiv dataudveksling på tværs af landegrænser i EU. Tredje runde indeholder desuden en projektindkaldelse vedrørende storskalapiloter for cloud-to-edge baserede serviceløsninger, en projektindkaldelse omkring implementering af ’AI on demand’-platformen samt endelig en indkaldelse vedrørende specialiserede uddannelsesprogrammer inden for avancerede digitale færdigheder.
Formålet med webinaret er dels at gennemgå de konkrete indkaldelser og dels at klæde relevante danske aktører på til at ansøge. Der vil derfor være fokus på tips i forhold til det lavpraktiske, information om hvor den relevante viden er samt deling af erfaringer fra tidligere ansøgningsrunder.
Frist for tilmelding er torsdag d. 6. oktober kl. 12:00.
Program
- 09:30 – 09:40 Velkommen og kort om Digital Europe-programmet
- 09:40 – 10:05 Information om åbningen af tredje ansøgningsrunde, herunder gennemgang af projektindkaldelser
- 10:05 – 10:20 Tips i forhold til det praktiske
- 10:20 – 10:50 Erfaringer fra tidligere runder, herunder oplæg samt mulighed for spørgsmål
- 10:50 – 11:00 Afrunding og tak for i dag
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte:
Alba Fraschetti
- T: +45 35291034
- M: albfra@erst.dk
Hvad er Digital Europe?
Digital Europe-programmet er EU’s program til digital omstilling for 2021-2027 har til formål at sikre bred udrulning og anvendelse af digitale teknologier i samfundet. Programmet vil bl.a. medfinansiere etableringen af et europæisk netværk af digitale innovationshubs samt specialiserede centre inden for supercomputere, kunstig intelligens og cybersikkerhed. Erhvervsstyrelsen er tovholder for den referencegruppe, som er nedsat for at sikre solid dansk deltagelse.
Digital Europe: EU’s program til digital omstilling
EU-programmet skal understøtte Europas digitale omstilling til gavn for borgere og virksomheder. Over en syvårig periode fra 2021-27 skal programmet sikre en bred udrulning og anvendelse af digitale teknologier på tværs af Europa inden for særligt supercomputere, kunstig intelligens, cybersikkerhed og digitale færdigheder. Programmet vil også fokusere på at benytte digitale teknologier til at løse samfundsmæssige udfordringer inden for bl.a. sundhed, klima og miljø.
For at sikre en bred udrulning, anvendelse og optag af digitale teknologier hos virksomheder og myndigheder, vil programmet medfinansiere etableringen af et europæisk netværk af digitale innovationshubs samt specialiserede centre inden for supercomputere, kunstig intelligens og cybersikkerhed.
Relevante aktører for programmet vil være virksomheder og offentlige myndigheder der ønsker at gøre bedre brug af digitale teknologier. Vidensinstitutioner og erhvervsfremme aktører er også relevante aktører særligt for at stille testfaciliteter til rådighed og skabe samarbejder og partnerskaber omkring fælles digitaliseringsprojekter.
Digital Europe-programmets aktiviteter og projekter vil blive specificeret i årlige arbejdsprogrammer der angiver både midler og retning for hvert delprogram. De første arbejdsprogrammer dækker aktiviteter for 2021-22, hvor de første projektindkaldelser lanceres fra november 2021.
Der er afsat 7,5 mia. EUR (løbende priser) til at finansiere programmets aktiviteter. Programmet er en del af EU’s flerårige budget for 2021-2027. Erhvervsstyrelsen er nationalt kontaktpunkt og tovholder for implementeringen af det kommende Digital Europe-program.
Digital Europe-programmet indeholder følgende fem delprogrammer:
Supercomputere
Delprogrammet for supercomputere har til formål at styrke udviklingen og brugen af højtydende databehandling hos europæiske virksomheder og offentlige myndigheder. Videre vil delprogrammet understøtte brugen af supercomputere til udviklingen af løsninger inden for bl.a. sundhed, klima og miljø, gennem et netværk af nationale kompetencecentre. Delprogrammet vil primært blive forvaltet af det fælles foretagende EuroHPC, som Danmark deltager i.
Kunstig intelligens
Delprogrammet for kunstig intelligens skal styrke investeringer og anvendelsen af kunstig intelligens hos europæiske virksomheder og offentlige myndigheder. Det skal gøres ved at facilitere sikker adgang til store mængder af data i fælles europæiske dataområder samt styrke eksisterende test- og eksperimenteringsfaciliteter for kunstig intelligens inden for bl.a. sundhed, landbrug, avanceret produktion, smarte byer og transport.
- Læs mere om Kunstig Intelligens, Data og Cloud på EU-Kommissionens hjemmeside her.
- Læs mere om Kunstig Intelligens i Digital Europes første arbejdsprogram
Cybersikkerhed
Delprogrammet for cybersikkerhed har til formål at styrke cybersikkerheden i både den offentlige og private sektor. Det skal bl.a. ske ved at skabe en fælles europæisk indkøbsramme for avanceret cybersikkerhedsteknologi, og opbygningen af en sikker IT-infrastruktur samt opbygningen af en sikker kvantekommunikationsinfrastruktur i Europa. For at gøre dette vil programmet understøtte opførslen af cyberkompetencecentre i hvert medlemsland.
- Læs mere om Cybersikkerhed på EU-Kommissionens hjemmeside her.
- Læs mere om Kunstig Intelligens i Digital Europes første arbejdsprogram
- Læs mere om EU’s fokus på kvanteteknologi
- Læs mere om Kvanteteknologi Digital Europes første arbejdsprogram
Højtudviklede digitale færdigheder
Delprogrammet for højtudviklede digitale færdigheder skal understøtte en række længere og kortere uddannelsestilbud, praktikforløb samt europæiske platforme for færdigheder og jobs inden for digitale kerneteknologier. Derfor vil højere læreanstalter og vidensinstitutioner, erhvervs- og beskæftigelsesaktører samt virksomheder som ønsker at indgå i konsortier eller etablere masteruddannelser, praktikforløb eller kortere kurser, være relevante for dette delprogram
- Læs mere om digital færdigheder på EU-Kommissionens hjemmeside her.
- Læs mere om digitale færdigheder i Digital Europes første arbejdsprogram
Bred udrulning af digitale teknologier
Dette delprogram vil primært fokusere på oprettelsen af et europæiske netværk af digitale innovationshubs, som vil have til formål at hjælpe virksomheder med at anvende og udnytte avancerede digitale teknologier i deres forretning. Erhvervsstyrelsen vil sammen med relevante aktører i erhvervsfremmesystemet igangsætte en særskilt proces for indstillingen af kandidater til at blive hubs under Digital Europe-programmet. Delprogrammet vil også understøtte aktiviteter til at fremme interoperabilitet i den offentlige sektor og tematiske projektindkaldelser vedrørende klima og miljø, transport, landbrug, offentlige digitale tjenester, sundhed, sikkerhed, kultur og uddannelse.
- Læs mere om bred udrulning i Digital Europes første arbejdsprogram
- Læs mere om Europæiske Digitale Innovationshubs her
- Læs mere om arbejdsprogrammet for Europæiske Digitale Innovationshubs.
Implementering af programmet
For at sikre en solid dansk deltagelse i Digital Europe-programmet er der nedsat en referencegruppe for Digital Europe-programmet, som bidrager med at klarlægge danske styrker og potentialer for dansk deltagelse i programmet samt videreformidler mulighederne i programmet til danske interessenter.
Referencegruppen består af repræsentanter fra danske ministerier, erhvervs- og industriorganisationer, forskningsinstitutioner og virksomheder med et betydeligt fagligt miljø.
- Erhvervsstyrelsen (tovholder)
- Erhvervsministeriet
- Styrelsen for Forskning og Uddannelse
- Digitaliseringsstyrelsen
- Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
- Sundhedsministeriet
- Erhvervshus Nordjylland
- Erhvervshus Midtjylland
- Erhvervshus Fyn
- Erhvervshus Sydjylland
- Erhvervshus Sjælland
- Erhvervshus Hovedstaden
- Dansk Industri
- Dansk Erhverv
- Digital Hub Denmark
- Enterprise Europe Network
- IT-branchen
- Dansk IT
- GTS-net
- Aalborg Universitet
- Aarhus Universitet
- Danmarks Tekniske Universitet
- Roskilde Universitetscenter
- Københavns Universitet
- Syddansk Universitet
- IT-universitetet
- Danske Professionshøjskoler
- Danske Universiteter
- Innovationsfonden
- Vækstfonden
- Danske Regioner
- Morten Møller
Læs mere på Europe-Kommissionens hjemmeside
Du kan også ringe 32177777 lokal 240 hvis du vil vide mere om EksportRågivning og Stiftelser i eller uden for EU
Vi er bl.a. eksperter i Norden, de tysktalende lande , England, Frankrig, Italien og Spanien.