Efter 55 år som advokat: “Desværre vil advokater selv bestemme alt”

Tidligere partner drømte om et større firma, men mødte ”træghed med hensyn til at afgive kontrol”. Og så lærer han de unge, at man skal tjene penge, så det er ”passende, men uden at jagte profit”. Det skriver Advokatwatch.

Svend Brorsen på vandet i sin optimistjolle “Smut”, som han ser frem til at få flere ture med i den kommende sejlsæson. | Foto: Svend Brorsen

Efter 55 år med sin daglige gang på et advokatkontor har Svend Brorsen netop afleveret sin bestalling.

”Nu skal jeg sejle mere, jeg har købt mig et ekstra trommesæt og skal spille mere jazz, og ellers går jeg lidt rundt og hygger mig på kontoret,”

siger den snart 80-årige Svend Brorsen til AdvokatWatch.

Han har fra årsskiftet fået titel af juridisk seniorkonsulent og har indvilliget i at fortælle om sine mange år i branchen.

Og selv om han ”går rundt og hygger sig” på Bang/Brorsen & Fogtdals kontor i Vordingborg, har Svend Brorsen også en ”del taler”, som han gerne holder for unge kollegaer.

”Herude på landet forsøger vi at håndhæve et princip om, at vi skal tjene penge, så det er passende, men uden at jagte profit. Det får man ikke et godt liv af, men det er en udvikling, jeg desværre ser blandt advokater i de større byer, hvor man er meget, meget indtægtsfikseret.”

Svend Brorsen mener heller ikke, at advokater ”skal arbejde solen sort”, men skal kunne have et familieliv og tid til at passe deres børn. En indstilling, som han mener, har gjort advokatfirmaet i stand til at rekruttere både fuldmægtige og advokater på trods af sin placering.

Fandt inspiration i amerikansk bog

Svend Brorsen arvede et lille advokatfirma i Vordingborg fra sin far, mens han selv var advokat på et større provinskontor i Nykøbing Falster, hvor han også havde været advokatfuldmægtig siden 1967.

Det fik ham i gang med en proces med opkøb og sammenlægninger, som begyndte i 1980, og som han selv gerne havde ført endnu længere. Men der herskede blandt hans advokatkollegaer en vis træghed med hensyn til at afgive kontrol over deres egen forretning. En træghed det ikke lykkedes ham at overvinde. 

”For desværre vil advokater selv bestemme alt.”

Kilde: Advokatwatch
Fotokredit: Svend Brorsen