Skatteministeren bør ændre regler om renter siger Advokatrådet

Med baggrunden i gårsdagen kontroversielle Højesteretsdom hvor Højesteret appellerer til politikerne, er der sket mange reaktioner fra den samlede presse. I sagen skulle en klient som oprindeligt havde vundet betale 320 mio. kr. i renter i sagen, der omhandlede et krav på 160 mio. kr. I februar 2022 afviste skatteministeren et forslag fra Advokatrådet om at ændre skatteregler, der medfører, at klienter skal betale tårnhøje renter i skattesager i de tilfælde, hvor staten viderefører sager, der i første omgang er vundet af skatteyderen. Nu retter Advokatrådet på ny henvendelse til skatteministeren, bl.a. efter en ny højesteretsdom, med en højst usædvanlig bemærkning fra retten.

Hvis du som borger f.eks. vinder en skattesag ved Landsskatteretten og sidenhen også ved landsretten, men til slut taber i Højesteret, så kan du se frem til at skulle betale tårnhøje renter til staten af det omstridte beløb.

Den situation er ifølge Advokatrådet urimelig. Særligt i lyset af at klienter i sådanne sager ikke har mulighed for at indbetale det omdiskuterede beløb, for at undgå renter. Rådet vil derfor have skatteministeren til at ændre reglerne.

”Vi mener, det er en retssikkerhedsmæssig udfordring at borgere skal betale tårnhøje renter, hvis Skatteministeriet anker og får medhold i en sag, som skatteyderen oprindeligt har vundet. Det virker ikke rimeligt, at vi kan se situationer, hvor renterne over årene løber op og ender med at være højere end det krav, som sagen har handlet om fra begyndelsen – uden at borgeren kan gøre noget,”

siger formand for Advokatrådets skatteudvalg, Christian Bachmann.

Det sker mellem 20-30 gange årligt, at borgere og virksomheder, som har vundet en sag, oplever, at sagen videreføres af staten, ofte fordi skatteyderens sag bliver gjort principiel for andre skatteydere. Det er i disse situationer, borgeren kan ende med et rentesmæk, hvis sagen falder ud til statens fordel.

I februar 2022 sendte Advokatrådet en henvendelse til skatteminister Jeppe Bruus om problemet. Her opfordrede rådet ministeren til at se på et forslag om, at klienter får mulighed for at deponere det omstridte beløb og dermed slippe for renterne, hvis borgeren ender med at tabe sagen. Forslaget var også en del af den såkaldte retssikkerhedspakke V, som skatteminister Karsten Lauritzen fremsatte i 2019, men som ikke blev gennemført. Skatteministeren afviste i 2022 forslaget fra rådet.

Men i denne uge har Advokatrådet på ny sendt en opfordring til skatteministeren om at få ændret reglerne. Det sker blandt andet på baggrund af en ny dom i en skattesag i Højesteret, som aktualiserer problemstillingen. I sagen, der har verseret i 12 år, skal klienten ifølge kommentaren fra klientens advokat, Plesner, betale 320 mio. kr. i renter i sagen, der omhandlede “kun” handlede om et krav på 160 mio. kr.
I dommen, hvor klienten blev dømt til at betale kravet, skriver Højesteret samtidig:

”Højesteret finder samtidig, at der er anledning for lovgivningsmagten til at forholde sig til, om konsekvenser af opkrævningsloven som de foreliggende, der må ses i sammenhæng med spørgsmålet om ret til deponering af omstridte beløb, er ønskelige.”

Formand for Advokatrådets skatteudvalg finder det usædvanligt og et vink med en vognstang til skatteministeren om, at reglerne bør ændres.

”Det kan jo blive en særdeles dyr affære at tabe en tidligere vundet sag i retten til staten. Det kan være med til at presse borgere og virksomheder til at opgive at føre berettigede sager til ende, udelukkende at frygt for at tabe enorme beløb i renter. Skattesager tager ofte mange år at behandle på grund af lange sagsbehandlingstider i både Landsskatteretten og ved domstolene – noget som den enkelte borger intet kan stille op over for, men blot må vente til der er kapacitet til at behandle sagen. Derfor har vi nu igen opfordret ministeren til at stille borgeren fair og ændre reglerne, når borgeren ender som prøvekanin i et kompliceret skattesystem,”

siger Christian Bachmann, der en enig i, at retsstatsprincipper og menneskerettighederne kastes over bord for de borgere, det går ud over.

Kilde: Advokatrådet
Fotokredit: stocks.adobe.com

Exit mobile version