Refusion til arbejdsgivere i arbejdsgiverperiode og sygedagpenge til selvstændigt erhvervsdrivende fra første fraværsdag

Regeringen har fremsat et lovforslag, der udvider retten for arbejdsgivere til refusion og for selvstændige til sygedagpenge som følge af coronavirus/covid-19. Man kan følge behandlingen af lovforslaget på folketingets hjemmeside. Lovforslaget forventes færdigbehandlet tirsdag den 17. marts 2020. Såfremt det vedtages, vil vi efterfølgende sørge for, at der er vejledningsmateriale tilgængeligt.

Orientering foreløbig:

Refusion til arbejdsgivere i arbejdsgiverperiode og sygedagpenge til selvstændigt erhvervsdrivende fra første fraværsdag.

For at afbøde de direkte negative økonomiske konsekvenser for virksomheder ved sygdom hos medarbejdere på grund af COVID-19, har regeringen valgt at fremsætte et hastelovforslag om udvidet ret til sygedagpenge for selvstændige og sygedagpengerefusion til arbejdsgiverne på grund af COVID-19.

Med loven vil der kunne ydes refusion til arbejdsgivere for udbetalt løn og sygedagpenge i de første 30 dage (arbejdsgiverperioden). Derudover kan selvstændigt erhvervsdrivende få sygedagpenge fra første fraværsdag i stedet for efter den almindelige egenperiode på 2 uger.

For personer sygemeldt af andre grunde end COVID-19 gælder de almindelige regler. Dvs. at arbejdsgiveren som hovedregel har pligt til at afholde alle udgifter til løn under sygdom eller til sygedagpenge i arbejdsgiverperioden, og en ikke-forsikret selvstændig først har ret til sygedagpenge efter 2 ugers sygdom.

Forslaget forventes med betydelig usikkerhed at medføre offentlig udgifter i størrelsesordenen 1.650 mio. kr. Udgifterne til forslaget vil i høj grad afhænge af udviklingen i antallet af COVID-19-smittede. Ordningen er midlertidig og skal gælde fra 27. februar 2020 til 1. januar 2021.

Exit mobile version